Skip til hoved indholdet
    Hjem Pædagogik

Pædagogik

Pædagogisk grundlag og læreplan.

I Bakketoppen arbejder vi ud fra den  og Lev Vygotskijs teori om zonen for nærmeste udvikling.

Det kan du læse om i det følgende under de centrale elementer i Bakketoppen som er:

  • Vores børnesyn er, at det at være barn har værdi i sig selv.
  • Vores dannelses- og børneperspektiv betyder, at børn skal høres og tages alvorligt som led i starten på deres dannelsesproces og demokratiske forståelse.
  • Legen har også en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af hverdagen.
  • Vi forstår læring bredt; læring sker fx gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter og udforskning af naturen og ved at blive udfordret.
  • Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber. Det pædagogiske personale sætter rammerne for et trygt og stimulerende læringsmiljø.
  • Et godt forældresamarbejde er respektfuldt og har fokus på at styrke barnets trivsel og barnets læring.
  • Alle børn skal udfordres og opleve mestring i lege og aktiviteter.
  • Sammenhæng til SFO og børnehaveklassen handler blandt andet om at understøtte børns sociale kompetencer, tro på egne evner og nysgerrighed.

Zone for nærmeste udvikling

I vores dagligdag stiller vi hele tiden alderssvarende krav til barnet. Vi arbejder ud fra zonen for nærmeste udvikling, som betyder, at det, som barnet kan i dag med voksenstøtte, kan det i morgen selvstændigt.

Zonen for nærmeste udvikling er den zone, der opstår mellem hvad barnet kan klare alene, og hvad barnet kan klare under vejledning fra pædagog. Aktivering af børn skaber en ny zone for nærmeste udvikling og dermed udvikling af barnet. Det vil sige, at barnet skal udfordres, men ikke mere end at barnet alligevel skal kunne følge med. Man kan forestille sig den nærmeste udviklingszone som et område, der lige nu er lige uden for barnets rækkevidde:

  • Ligger udfordringen indenfor det, barnet kan klare alene, sker der ingen udvikling.
  • Ligger udfordringen uden for barnets nærmeste udviklingszone vil barnet føle sig frustreret, og der vil ikke finde nogen læring sted.
  • Ligger udfordringen derimod inden for barnets nærmeste udviklingszone, vil der ske en læring.

Vi forsøger at vejlede barnet til at omforme sin erfaring til en undren, der bringer barnet ind i sin nærmeste udviklingszone.

Sådan arbejder vi med:

Vi tager afsæt i vores viden om forskellige måder at lære på samt zone for nærmeste udvikling. Barnet er i læring hele dagen. På legepladsen, garderoben, toilettet, stuen og på turen ud af huset.

Barnet lærer bedst, når det oplever, at det kan - læring bør derfor vægte det enkelte barns præmisser. Læringsmiljøet indarbejdes i alle dagligdags rutiner og almindelige aktiviteter. Det vil sige,  at vi ser på læringsmiljøet både i hverdagsrutinerne, i legen, udenfor på legepladsen, og i strukturerede aktiviteter.

Vi tilstræber, at alle sanser og kompetencer involveres ved enhver aktivitet, og i alle læringsmiljøer. Det betyder, at alle børn skal involveres aktivt i det daglige liv i børnehaven. Det indebærer, at børnenes læring ikke er afgrænset til halvanden times pædagogiske aktiviteter om formiddagen, men finder sted gennem hele dagen.

Legens elementer som motivation, nysgerrighed, afprøvning, fordybelse, koncentration, fantasi og forestillingsevne er vigtige elementer i læreprocesserne i læringsmiljøet.

Vores opgave er at skabe et udviklende miljø præget af omsorg og tryghed, hvor der kommunikeres anerkendende og ligeværdigt med barnet, og hvor der tages afsæt i det enkelte barns ressourcer og zone for nærmeste udvikling.

I Bakketoppen opfatter vi det enkelte barn som unikt med egne følelser, holdninger og drømme. Det betyder, at det enkelte barn skal involveres og have indflydelse på egen situation.

Det er væsentligt at vide, at kun i relationer med andre og i tilknytning til andre kan barnet vokse og lære.

Legen har en værdi i sig selv og er en gennemgående del af at gå i Bakketoppen.

Vi forstår læring bredt, og læring sker eksempelvis gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter og udforskning af naturen, og ved at blive udfordret. Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaber, som det pædagogiske personale sætter rammerne for.

Vi ser legen som noget sjovt, noget alvorligt, noget børnene gør, fordi de ikke kan lade være, noget udfordrende, en kontekst hvor barnet lærer hvem det er i samspil med andre, en arena hvor gode ideer blandt kammerater opstår og udvikler sig, noget rart. Legen er hvor barnet og børnegruppen oplever sig opslugt – uden fornemmelse for tid og sted, noget man gør sammen med andre eller alene, et fantasiunivers uden grænser, noget spændende og farligt, en arena hvor børnedemokratiet udspiller sig i forhandling.

Legen er også udtryk for hvad børnene er optaget af, hvordan de ser omverden og hinanden. Vi har fokus på legen i vores planlægning, i vores legemiljøer, i vores tolerance for ”legelarm”, i voksen- og børneinteraktioner, og i vores tilgang til selvhjulpenhed. Legen foregår således hele dagen, ind og ud af forskellige typer leg og kontekster, i kortere og længere forløb.

Uden for legen har vi de styrede aktiviteter. Her har pædagogen styringen, og tilrettelægger aktiviteten ud fra et på forhånd fastlagt læringsmål. For at kunne tale om, hvordan en pædagogisk aktivitet er tilrettelagt, bruger vi lige nu den engelske sociolog Basil Bernsteins begreb rammesætning, der beskriver i hvor høj grad pædagogen har kontrol over kommunikationen undervejs:

”En stærk rammesætning betyder at pædagogen har kontrol over hvordan der kommunikeres, hvilken rækkefølge man gør tingene i, tempoet man har, og hvad der defineres som relevant. Mens en svag rammesætning betyder at barnet er mere med til at bestemme hvad der bliver snakket om, og hvad det kan og må gøre i situationen.”(Brochmann, Helene, 2012).

I Bakketoppen bruger vi både stærk og svag rammesætning. Den stærke rammesætning anvendes for eksempel når vi arbejder med lydbyen og fri for mobberi, mens den svage rammesætning eksempelvis anvendes i legende aktiviteter. Legende aktiviteter forstås som leg, hvor det pædagogiske personale deltager i ”legen”. Begge former for aktiviteter fodrer og udvider børnenes leg.

Læs gerne mere her:
http://sprogspiloppen.dk og https://www.friformobberi.dk

Et trygt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø er udgangspunktet for arbejdet med børns læring. Arbejdet med det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i Bakketoppen integreres i det pædagogiske arbejde med etablering af pædagogiske læringsmiljøer.

Børnemiljøet vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet inddrages under hensyntagen til børnenes alder og modenhed.

  • Hvordan skaber vi hele dagen et pædagogisk læringsmiljø, der giver alle børn mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes?
  • Hvordan integrerer vi det fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø i det pædagogiske læringsmiljø?

Børnene har mulighed for fordybelse i forskellige lege og vi hjælper med at understøtte dette, ved at gå foran ved siden af og bagved. De fysiske læringsmiljøer skal invitere til leg så børnene ved hvad og hvordan legeredskaberne kan understøtte legen.

Vi arbejder løbende med at sikre at vores fysiske rammer indbyder til leg, der fanger og motiverer børnene til at udforske og udfordre dem selv i legen. Vi skaber plads til både stille og vilde lege, og sikrer, at det sker på en hensigtsmæssig måde for alle.

Vi arbejder med legezoner. Legezoner er områder, der indrettes, så det er tydelig for børnene hvilken leg, der bliver indbudt til. Det kan f.eks. være borde med legoplader, kasser med LEGO, og billeder til inspiration.

På samme måde bruger vi også vores store legeplads til at skabe rum for mange forskellige aktiviteter. Vores indrammede boldbane bliver brugt til både fodbold og hockey, men også lege som ’alle mine kyllinger’, ’is og sol’ og dans. Vi kan udnytte den lange, flisebelagte sti rundt på legepladsen til at skabe en bus-leg, med forskellige stoppesteder rundt om på legepladsen.

Vi har også rig mulighed for at udforske naturen, både ved at observere og tale om de tydelige ting som bladene, der kommer frem og falder af træerne, men der er også gode hjørner hvis man vil grave efter regnorme og andre små dyr. Vores sanser kommer i spil, når vi sidder med bare tæer i sandkassen, når vi mærker græsset kilde under tæerne, og når vi undersøger hvor våde man egentlig kan blive i sådan en vandpyt. Vi kan lugte røgen fra bålet, men også dufte den mad vi laver og glæder os til at smage på.

Sammenhæng handler blandt andet om at understøtte børns sociale kompetencer, tro på egne evner, nysgerrighed, med videre. Hvordan tilrettelægger vi vores pædagogiske læringsmiljø for de ældste børn, så det skaber sammenhæng til børnehaveklassen?

Der er, som et toårigt forsøg, ansat to pædagoger i samarbejde med Ole Rømer-Skolen, hvis opgave er at varetage overgangen fra børnehave til SFO/skole i 2020 og 2021.

Fra oktober til marts er deres hovedopgave de kommende skolebørns læringsmiljø i Bakketoppen. Forløbet afsluttes med et cykelprojekt, hvor børnene lærer at cykle inden de starter i SFO. Fra april til september rykker de med de kommende skolebørn til Ole Rømer-Skolens SFO på Gadehavematriklen.

Formålet er at en større andel af børnene er alderssvarende, når de starter i SFO i forhold til dansksproglige kompetencer, selvhjulpenhed, og det at være gode kammerater, der passer på hinanden og på vores omgivelser.

At skulle starte i SFO/skole er et stort skift for børn, og det er heller ikke altid helt nemt for forældrene. Man møder nye folk, nye omgivelser, en ny hverdag med anderledes grænser end vanligt. Som barn at opleve at være “lille” igen, kan give nogle udfordringer for den enkelte. Som forældre kan man bekymre sig for om SFO og skole kender deres barn tilstrækkeligt godt til at forstå deres barns signaler.

Der er netop i de sidste år kommet fokus på skiftet fra børnehave til SFO/skole, og derfor er Høje-Taastrup Kommune i gang med at prøve det nye tiltag af på dette område. Bakketoppen og Ole Rømer-Skolen (gadehavematriklen), er gået sammen og har ansat personale i den nævnte forsøgsordning, for at lette overgangen.

De to pædagoger, arbejder med lydbyen, besøg på skolen, fri for mobberi og på den måde er der noget genkendeligt for børnene når de starter i SFO den 1. april.
De to pædagoger følger med til Gadehavematriklen, hvor de arbejder i mini SFO og i opstarten af skoleåret.
Den 1. oktober er de tilbage i Bakketoppen, hvor de arbejder med den næste gruppe af kommende skolebørn.

Forsøget løber til 2021. Der evalueres undervejs, således at arbejdet tilrettelægges på en måde, så det netop støtter og forhåbentligt letter overgangen til SFO/skole. For eksempel var de to pædagoger en del af de eksisterende stuer og børnegrupper det første halve år ud fra en antagelse om, at det ville være godt, hvis de kendte alle børn og alle børn kendte dem. Det andet halve år er organiseringen ændret, så de to pædagoger sammen med en fast medarbejder fra Bakketoppen samles på én stue sammen med de kommende skolebørn. Dette ud fra en antagelse om, at det giver større fokus og flere handlemuligheder i det forberedende pædagogiske arbejde.

De seks læreplans temaer er:

Alsidig personlig udvikling

Omhandler barnets udvidelse af erfaringsverden og deltagelsesmuligheder.

Alle børn har som udgangspunkt lysten til engagerer sig, og gåpåmod. Vi opmuntrer og guider i den rigtige retning så vores børn får en masse succes. Dette gør vi blandt andet ved at bruge zonen for nærmeste udvikling. På den måde får vi nogle børn der bliver kompetente og livsduelige.

Social udvikling

Omhandler udvikling af sociale handlemuligheder og deltagelsesformer. Dette foregår i sociale fællesskaber, hvor børnene er betydningsfulde. Her drager de erfaringer med sig selv, øver indflydelse og værdsætter forskellighed. På denne måde udvikler børn empati og sociale relationer.

Alle børn er værdifulde for fællesskabet her i Bakketoppen. Vi arbejder med Fri For Mobberi, hvilket giver alle børn mulighed for deltagelse og medindflydelse. Det at have empati, kunne aflæse andre og kunne sige til og fra, er en stor del af dette arbejde. Når der leges, bliver det tydeligt, hvor stor betydning leg har for den sociale læring. Her øver de sig eksempelvis i at sige til og fra, i konfliktløsning og forhandling.

Kommunikation og sprog

Børn tilegner og udvikler kommunikation og sprog i de nære relationer.

Gennem interaktioner lære børn at kommunikerer. Lige fra øjenkontakt - til pludren - til ord - og til talesprog. Vi er sproglige rollemodeller og det er en opgave som vi tager meget alvorligt. Vi opdeler vores børn i små børnefælleskaber med udgangspunkt i zonen for nærmeste udvikling, her arbejder vi målrettet med det udviklingstrin, de er på og er på vej imod. Vi sætter ord på, gennem hele dagens gang understøtter visuelt og udfolder ordenes betydning og begreber.

Krop, sanser og bevægelse

Børn lærer gennem kroppen. De skal støttes til at bruge den. Den skal udfordres, og der skal eksperimenteres og mærkes. Dette er grundlæggende for fysisk og psykisk trivsel.

I Bakketoppen har vi en stor legeplads med gode muligheder for fysisk aktivitet.

Inde har vi ribber, madrasser, balancebaner med videre, som vi benytter til vores strukturerede aktiviteter. Vi har et rum i børnehaven, hvor alle børn må prøve kræfter med at kravle på væggene. Det har vi valgt, da der var nogle børn, der havde brug for nogle ekstra svære udfordringer. (Zone for nærmeste udvikling).

Vi bestræber os på at tænker bevægelse ind i alt, hvad vi laver i løbet af dagen.

Natur, udeliv og science

Naturoplevelser har en følelsesmæssig, kropslig, social og kognitiv effekt. Der er rig mulighed for at eksperimentere, udfordre nysgerrigheden, og naturoplevelser er det første møde med naturvidenskaben.

I Bakketoppen har vi en stor legeplads med rigtigt mange muligheder. Der er rig mulighed for de meget fysiske lege, som at cykle, hoppe på trampolin, løbe, hinke, snurre og meget mere. Til dem, der har brug for at bruge deres krop til at udfordre sig selv, har vi blandt andet et balanceområde, træer til at kravle i, rede-gynge og flere forskellige rutsjebaner. Vi har bålsted, sandkasser, legehuse mudderhuller, store sten og meget mere, hvor børnene kan sanse, undersøge og eksperimenterer. Desuden ligger Bakketoppen i et område med mange grønne områder, legepladser og tæt på naturområdet Hedeland.

Kultur, æstetik og fællesskab

Omhandler kraften til at skabe og være kunstnerisk. Gennem dette udvikles sanser og følelser. Børnene tilegner sig kulturelle værdier og forståelse for deres omverden.

Vi sætter rammerne, og børnene er med til at udfylde dem. For eksempel har vi lavet et insekthotel - her satte vi en ramme. Nu skulle vi undersøge, hvad det var, hvordan det nu kunne se ud, og hvad man eventuelt skulle bruge. Med stort engagement blev der fundet ting til hotellet. Det var ikke kun ting, der skulle være i hotellet, men det var ligeledes vigtigt for nogle, at det også var et smukt hotel - for hvem vil besøge et grimt hotel?

Vi afholder blandt andet også halloween. Vi pynter op, laver lege, skærer græskar og om eftermiddagen kommer forældrene til græskarsuppe lavet over bål. Disse arrangementer er med til at skabe et fællesskab både for børn, forældre og personale.

Daginstitution Bakketoppen
Gadehavegårdsvej 3 - 5
2630 Taastrup

Telefon: 43 35 32 60

Pædagogisk leder:
Ditte Brønlund

E-mail: DitteBr@htk.dk

Mandag – torsdag:
Klokken 06.00 - 17.00

Fredag:
Klokken 06.00 - 16.30

Lukkedage